Tremarella fiskeri bliver mere og mere populært i danske Put & Take søer. Og med god grund. Det kan være super effektivt. Læs her, hvordan du kommer i gang med tremarella.
Tremarella, eller forkortet bare trema, er en moderne fiskemetode til brug i Put & Take søer. Metoden har vist sig uhyre effektiv, og bruges i dag til ørredfiskeri i mange europæiske lande.
Herunder kan du blive klogere på hvad tremarella er for en størrelse, og få en guide og gode råd, til hvordan du selv kan komme i gang med tremarellafiskeri.
Indhold
- Hvad er tremarella?
- Grejet
- Eksempler på rigs
- Sådan fisker du tremarella
- Køb tremarellagrej online
- Inspiration
Hvad er tremarella?
Tremarella er en fiskemetode, der stammer fra Italien. Frit oversat betyder det ryste-ryste, med klar henvisning til den måde man fisker på.
For tremarella fiskeri, går netop ud på at ryste sin stang, mens man fisker. De svingninger man dermed laver i sin stangspids, forplanter sig ned i ens flåd og agn, og skaber små trykbølger. Kombineret med meget langsom indspinning, kan det pirre fiskenes nysgerrighed.
Tremarellafiskeri kan være effektivt, og en af grundene kan være at de trykbølger som bruges, minder ørrederne om lyden af foderpiller, som de alle kender fra deres tid på dambruget.
Denne lydeffekt kan forstærkes ved at bruge flåd med kugler i. Disse skaber en ekstra kraftig raslelyd, som kan simulere lyden af foderpiller der rammer vandet.
Grejet
Det fiskegrej du skal bruge til tremarella, behøver ikke koste en bondegård. Meget af det du skal bruge, kan sagtens være ting du allerede har.
Herunder løber vi det typiske grej igennem, så du har en ide om hvad der skal til, for at komme i gang med tremarella.
Fiskestangen
Stangen er noget af det vigtigste, for succes med tremarellafiskeriet. En specialdesignet tremarellastang, vil gøre det lettere at skabe de rigtigt bevægelser og trykbølger. Derfor er det helt klare råd herfra: invester i en fiskestang, der er designet til tremarella.
En fiskestang til tremarella, er typisk længere end de mest “normale” Put & Take stænger, og har samtidigt en meget blød og følsom stangspids, som gør det muligt at mærke de mindste bevægelser. Længden vil derfor typisk være på 4 meter eller mere.
Da det kræver en del aktivitet i håndleddet, kan det også blive hårdt at fiske en hel dag, med en normal fiskestang. Tremarellastængerne er derfor designet i helt let materiale, og uden finesser og smarte detaljer, som øger vægten. En tremarellastang vejer derfor typisk kun 100-200 gram.
Tremastænger er ofte teleskopstænger. Teleskopstængerne har en bedre sensitivitet og er bedre til at føre vibrationerne ud i spidsen.
Stængernes kastevægt ligger typisk på 1-10 gram. Det er let grej, hvor der skal bruges lette flåd.
Selvom tremarellastænger er tynde og bløde fiskestænger, kan de dog sagtens holde til at du fanger kæmperne i ørredsøen.
En god tremarellafiskestang vil typisk koste i omegnen af 700-1000 kr.
Fiskehjulet
Når det kommer til fiskehjul, er der lidt større fleksibilitet, og du vil typisk sagtens kunne starte med et almindeligt spinnehjul/fastspolehjul. Som med stangen er det i høj grad også vægten der er afgørende. Et fiskehjul specialdesignet til tremarellafiskeri, vil derfor også være et letvægtshjul, så den samlede vægt på hjul og stang, holdes nede på et minimum.
Men prøv evt med dit normale fiskehjul først, og herefter kan du beslutte om du vil investere pengene i et direkte tremahjul.
Et fiskehjul i størrelse 2000 eller 2500, vil være er glimrende sted at starte.
Fiskeline
Når du skal vælge linen til fiskehjulet, kan du typisk godt bruge det, som du allerede har på hjulet. Der er både fordele og ulemper ved at vælge enten monofil eller fletline, så vælg det som du bedst kan lide. Begge dele vil virke til tremafiskeri.
Linetykkelsen og brudstyrke afhænger meget af dit valg af line. Fletline har typisk en større brudstyrke, så her kan du vælge en lidt tyndere line, end hvis du vil fiske med monofil.
Flåd
Tremarellaflåd skiller sig specielt ud ved at være meget lette. Det er små spinkle flåd, designet til at fiskene skal mærke så lidt modstand som muligt. Vægten ligger derfor typisk på kun 2-6 gram.
Flåd kommer i mange forskellige varianter og til forskellige formål. Nogle flåd er designet til passivt fiskeri, andre til aktivt fiskeri. Der findes også modeller til forskellige typer vejrforhold. Er der god vind og bølger på vandet, så er et tyndt flåd måske sagen, mens der på mere vindstille dage, kan bruges tykkere flåd.
Når du skal i gang med tremarella, er det oplagt at starte med aktivt fiskeri. Altså hvor du spinner langsomt ind, mens du laver dine rystebevægelser med stangen.
Prøv eks. at starte med et rasleflåd. Det sender både trykbølger ned i vandet og agnen, men laver samtidigt også en raslelyd, som kan virke tillokkende.
Bly, glas og kæder
Når du skal rigge til, kan det være nødvendigt at putte belastning på, så du får din agn ned i den rigtige dybde. Men også for at dit flåd står korrekt i vandet. Til det formål kan du bruge de velkendte bly (miljølod), som der klemmes på fiskelinen.
Til tremarellafiskeri er det også hyppigt glas, som bruges som belastning. Små glaslod som sættes på linen, og dermed belaster denne ned. Glas har desuden den store fordel, at massefylden er næsten halveret, når det er nede i vandet.
Til fiskeriet er der også udviklet kæder, som kan bindes direkte mellem forfang og hovedline. Disse kæder består af en række led, enten af glas eller metal. Disse er effektive til at komme lidt ned i dybden. Kæder kan også fiskes helt uden brug af flåd.
Forfang
Til forfang kan du med fordel bruge fluorocarbon line. Denne linetype har samme lysbrydning som vand, og er derfor stort set usynligt for fiskene. Prøv evt. med fluorocarbonforfang på 0,20 – 0,24 mm tykkelse.
Forfanget til tremarellafiskeri behøver typisk ikke være så lange, som de eks. skal være til bombardafiskeri. Brug et forfang på ca. 1 meter. Ved brug af kæder, kan du typisk også gå længere ned, og bruge et forfang på 0,5-1 meter.
Krog
Vælg en lille krog til at sætte for enden af dit forfang. Str. 10-12 vil typisk være fint. Enkeltkrog eller trekrog, alt efter temperament.
Du kan også eksperimentere med eks. spadekroge, som har et lille knæk på krogen, så agnen får en mere livlig gang i vandet.
Agn
Du kan bruge de fleste typer agn til tremarellafiskeriet. PowerBait eller lignende er oplagt, og virker ofte rigtigt godt. Det kan formes på mange måder, og give et utal af forskellige gange i vandet.
Jigs og gummidyr kan også være effektivt til tremafiskeri. De kommer også i alverdens varianter, med og uden smag, og kan fiskes på forskellige måder.
Du kan også prøve med levende agn. Bienenmaden er populært i Tyskland, og er også ved at vinde indpas i Danmark. Flere og flere søer tillader fiskeri med disse larver. Og de kan være effektive på den rigtige dag.
Eksempler på rigs til tremarella fiskeri
Vi har samlet et par eksempler på hvordan du kan opsætte tremarellarigs, så du nemt og hurtigt kan komme i gang.
Eksempel på rig til tremarella fiskeri (klik for større udgave)
Eksempel på rig med glaskæde til tremarella (klik for større udgave)
Sådan fisker du tremarella
Som med de fleste andre ting, skal man lige lære det at kende, inden man bliver god til det. Og tremarella kan da også være udfordrende i starten. Men bare roligt. Det bliver lettere, når du først har lært de rigtige bevægelser.
Sørg for at holde rigtigt på stangen. Hold pegefingeren udstrakt på toppen af stangen, mens du tager langefinger og ringefinger, rundt om hjulstangen.
Nu skal du lave rystebevægelser. Med håndleddet, ikke hele armen. Med en tremarellastang vil du ikke behøve at bevæge håndleddet ret meget, for at skabe store bevægelser ude i stangspidsen.
Bruger du arm og skulder i stedet for håndleddet, vil du hurtigt blive træt i armen, og vil også kunne risikere overbelastning. Med den bløde stang, kan du fint nøjes med små håndledsbevægelser.
Stangspidsen skal vibrere op og ned under tremarella fiskeri (klik for større udgave)
Du opnår den bedste effekt, hvis du holder stangen i en cirka 40-45 graders vinkel ud mod vandet. Jo længere ude du fisker i søen, jo større rystebevægelser. Tæt ved land kan det være nødvendigt med lidt mindre rystelser, da de virker kraftigere, jo mindre line der er ude.
Når du kommer helt tæt på land, kan du godt sænke stangen, så du kan fiske helt ind til bredden.
Når du har kastet ud, skal du lige vente et øjeblik, så dig agn og belastning, når ned i den ønskede dybde. Herefter starter du rystebevægelserne, og begynder at spinne laaangsomt ind.
Hvis du ser krusninger ud fra dit flåd, har du ramt den rigtige tremarellaeffekt.
Mærker du aktivitet omkring din agn, skal du stoppe med rystebevægelserne. Vent nogle sekunder, og fortsæt så hvis der ikke er faldet hug. Vil du gøre det mindre mærkbart for fisken, kan du enten strække din stang fremad, eller slå bøjlen fra. Så vil fisken mærke mindre modstand. Når linen strammer op eller kører af hjulet, har fisken taget agnen. Så giver du modhug, og fiskes er forhåbentligt kroget.
Køb Tremarella fiskegrej online
De fleste velassorterede grejbutikker tilbyder i dag tremarellagrej. Så kig ned til din lokale grejhandler, og hør mere om mulighederne. Du kan også se på vores liste over grejbutikker, eller købe online i webshops.
Få inspiration på Youtube
Tremarellametoden bliver mere og mere populært, og det kan bl.a. ses på de mange videoer som findes på eks. Youtube. Her kan du finde yderligere inspiration til fiskeriet, og se hvordan andre gør det.
Vi har samlet et par videoer herunder, som kan hjælpe dig i gang med tremarella.
1 kommentar
Hej Det ser vildt spændende ud lige nu er der små 2 måneder til forårs fiskeriet starter, glæder mig til at ryste vinteren af og komme igang. Tremarella ser godt ud og en ny måde at fange på det skal jeg prøve. Et spørsmål, kan man købe i butikkerne og hvor.
Mange venlige hilsner Lejf Jensen