PowerBait – sådan fisker du med PowerBait i Put & Take

Artiklen indeholder annoncelinks.

PowerBait er en af de mest benyttede agn til fiskeri i Put & Take søer. Med god grund. Det virker fantastisk godt. Men hvordan fisker man med PowerBait? Det får du en guide til her.

PowerBait glasPut & Take fiskeri er lig med PowerBait. Sådan næsten i hvert fald. For selv om der er mange måder at fiske på, er PowerBait bare en klassiker, når man snakker Put & Take. Det har i årevis været en af de absolut mest udbredte fiskemetoder i de lokale fiskesøer.

Det er nemt at fiske med, og det kan være hamrende effektivt til at fange ørreder med.

PowerBait kan fiskes på mange måder, og kan bruges lige fra passivt fiskeri til aktivitet fiskeri, og alt der i mellem. Herunder får du en guide til nogle af de mest effektive metoder til PowerBaitfiskeri.

Indhold i denne guide:

Hvad er PowerBait?

PowerBait er en fællesbetegnelse for kunstigt agn fra firmaet Berkley. PowerBait dækker over et større sortiment af kunstige orm, maddiker, fiskeæg, ørreddej og meget mere. I denne guide vil vi koncentrere os om den kunstige dej, som de fleste forbinder med PowerBait. PowerBait minder mest af alt modellervoks. Det er en dej, der kan formes på forskellige måder, og dermed opnå en speciel gang i vandet.

Hvilken slags PowerBait skal du fiske med?

PowerBait fås i dag i et utal af farve- og duftvarianter. Du kan få det i ensfarvet til flerfarvet og regnbuefarvet, med glimmer eller glow, og med dufte som hvidløg, ost, rogn og meget mere.

Hvilke farver du skal bruge, er en videnskab i sig selv. Nogle dage virker en farve, andre dage en anden. Det kan variere voldsomt fra dag til dag, og afhænger af bl.a. vejrforhold og vandtemperatur.

Der er dog et par tommelfingerregler, som du kan bruge som udgangspunkt.

  • Brug kontrastfarver. Tag to farver bait og ælt dem sammen, så du får et farveskift ved indspinning. Jeg starter altid med orange og sort eller chatreuse (lysegrøn) og sort.
  • Skift farve(r) hvis du ikke mærker aktivitet.
  • Prøv med PowerBait med duft. Eks. hvidløg er en klassiker.
  • Hav flere farver med til søen.
  • Tænk på himlens farve. En mørk bait vil fremstå tydeligt (set nede fra vandet) op mod hvide skyer.
  • Grumset vand kan kræve skrappe farver.

Sådan fisker du med PowerBait

Som nævnt, kan PowerBait fiskes på utallige måder. Det er næsten kun fantasien der sætter grænser. Der er dog alligevel nogle metoder, som er mere effektive end andre. Dem prøver vi at løbe igennem her.

Grundlæggende deles fiskeriet op i to slags.

Passivt fiskeri med PowerBait, hvor du fisker din agn på samme sted. Her fiskes fra overfladen og ned i vandsøjlen, eller fra bunden og op i vandsøjlen. Her vil man typisk sidde og vente på hug. Aktivt fiskeri med PowerBait, hvor der fiskes med bevægelse. Baiten trækkes gennem vandet ved indspinning. Her jager man fiskene mere, og forsøger at lokke dem til hug.

Begge dele kan være effektivt. Men personligt er jeg klart mest tilhænger af det aktive fiskeri. Jeg synes det er mere effektivt og giver flere fisk. Her får man fisket noget mere vand af, plus man får lidt mere jagtfornemmelse ud af fiskeriet.

Men der er jo noget mere magelighed over det passive fiskeri, hvor man kan nyde en kop varm kaffe, mens man venter på bid.

Passivt fiskeri med PowerBait

Der er to helt klassiske måder at fiske PowerBait passivt på. Enten fra overfladen og ned, eller fra bunden og op. Hvad du skal vælge afhænger af flere forhold. Vigtigst dog: hvor dybt går fiskene?

Kan du se fiskene, kan det være en god idé at prøve at fiske fra overfladen og ned i vandsøljen. Her fisker du i en given dybde under flåd.

Kan du ikke se fiskene, går de formentlig dybere i vandet. Er det forår eller efteråret, går de i hele vandsøjlen. Så kan du prøve lidt dybere fiskeri under flåd. Sommer/vinter får går de ofte dybt, og så skal du måske prøve at fiske fra bunden og op. Det kaldes for bundfiskeri.

PowerBait under flåd
En klassisk måde at fiske PowerBait på, er passivt fiskeri under et flåd. Det kan være næsten alle typer flydende flåd, eksempelvis et bobleflåd eller et helt klassisk styroporflåd.

Det er en fiskemetode, hvor alle kan være med. Fisker du sammen med børn, er det en sikker vinder til børnesøen. Flådfiskeri giver lidt mere spænding, da du vil kunne se aktivitet omkring din agn, som bevægelser i flåddet. Det er derfor meget visuelt fiskeri. Perfekt til fisketuren med ungerne.

Opsætningen er relativt simpel. Du skal bruge et flydende flåd af en eller anden art. Alt kan virke. Men vær opmærksom på at jo større flåd, jo mere modstand vil fiskene mærke. Jo større flåd du bruger, jo større chancer for at fisken spytter krogen ud, inden du når dit modhug.

Sæt flåddet direkte på din line. Flåddet har typisk en pind igennem, så det låses fast på linen. Bind en svirvel på linen. I den anden ende sættes en god halv meters fluorocarbon forfang, og så en lille krog. PowerBait er flydende, så du skal have en smule belastning på, hvis det ikke bare skal ligge i overfladen. Klem et lille splithagl på helt nede ved krogen. Så holder den din bait nede i vandet.

Du vil nu fiske i den dybde, der svarer til afstanden op til dit flåd. Vil du fiske dybere, kan du bare flytte dit flåd op ad hovedlinen. Så er det nemt og hurtigt at prøve nogle forskellige dybder af.

Passivt bundfiskeri med PowerBait
En anden med simpel fiskemetode, er passivt bundfiskeri med din PowerBait. Princippet er ret simpelt. Du skal bruge noget belastning på din line, så du kommer ned på bunden af søen. Herfra fisker du så op i vandsøjlen fra din belastning. Det kan være splithagl, synkende flåd eller bottom detector, der er lavet til formålet.

Jeg har bedst erfaring med brug af bottom detector til mit bundfiskeri. Her sætter jeg først et læst styropor flåd på linen. Herefter føres linen gennem en bottom detector. Der påmonteres en lille perle eller gummistopper, efterfulgt af en svirvel. Gerne en trepunktssvirvel. I den anden ende af denne sætter jeg et par meters forfang, med en lille trekrog eller enkeltkrog i enden. På forfanget klemmer jeg et splithagl på. Lidt løst, så jeg kan skubbe det op og ned ad linen. Afstanden fra splithagl til line, bestemmer hvor højt over bunden jeg fisker.

Bundrig med bottom detector og pilotkugle

Din PowerBait formes nu en smule. Gerne med en lille hale eller lignende, så det ”flagrer” lidt nede i vandet. Start med at fiske omkring en lille halv meter over bunden. Dybden kan du justere lidt, hvis du ikke mærker aktivitet.

Ellers er det bare at kaste ud, lade dit rig synke til bunden, og så afvente. Mærker du ikke noget efter nogle minutter, så rul et par meter ind, og afvent igen.

Det passive bundfiskeri med PowerBait kan virke året rundt, men kommer specielt til sin ret i de perioder, hvor fiskene går dybt. Det vil typisk være i vinterperioden, hvor vandet er koldt. Somre med meget varmt vand, kan også sende fiskene ned i dybet, specielt i dybe søer.

Vi har lavet en stor guide til bundfiskeri. Tag et kig på denne, for at se forskellige andre opsætningsmuligheder til bundfiskeriet.

Aktivt fiskeri med PowerBait

Der aktive fiskeri med PowerBait, er det jeg jeg praktiserer mest. Jeg synes i bund og grund at det er sjovere, og også at det giver noget flere fisk. Aktivt fiskeri betyder kort og godt, at du “jager” fisken. Du går evt. rundt om søen, eller flytter dig lidt i jagten på fisken. Og når du fisker, så lader du ikke din agn ligge stille. Du spinner ind, flytter på den, og på den måde får affisket en masse vand.

Det aktive fiskeri med PowerBait er velegnet året rundt. Men i specielt forår og efterår, hvor vandtemperaturen er bedst for fiskene, er det vanvittigt effektivt. Her jager fiskene og bliver ofte provokeret til hug, når din bait svømmer forbi.

Selv om vandet meget varmt og sommeren eller koldt om vinteren, og fiskene derfor er mere stillestående, kan du sagtens fiske aktivt alligevel. Her kan det dog være nødvendigt at skrue meget ind for indspinningshastigheden, så dt hele foregår lidt i slowmotion.

Aktivt fiskeri kan foregå på flere måder. Jeg har sværger dog absolut til bombardafiskeri. Det er med længder, det mest effektive fiskeri overhovedet, når det gælder fiskeri med PowerBait i Put & Take søerne.

Bombardafiskeri med PowerBait
Bombardafiskeri består i al sin enkelthed af et bombarda-flåd og et langt forfang. Den helt store forskel ift. alm. flåd, er at bombardaflåddet er et gennemløbsflåd. Det vil sige at linen kan løbe gennem flåddet, der altså sidder løst på linen.

Ved hug betyder det at fisken kan trække line, men uden at mærke nogen form for belastning fra et stort flåd. Resultatet er et meget mere effektivt fiskeri, med meget færre tabte fisk.

Du skal bruge et bombardaflåd. De fås i mange varianter, lige fra Bilkas billige til mere specialbombardaer fra grejbutikken. Du kan vælge mellem tre modeller. Flydende, intermediate og synkende. Intermediate fås i versioner der går x meter ned i vandsøjlen ved indspinning. Vælg model efter hvor du tror fiskene går. Personligt starter jeg næsten altid med flydende bombarda, og tager den så derfra.

Hovedlinen køres igennem, og der sættes evt. en bombardastick på. Det gør chancerne for at filtrer sammen mindre. Så sætter du en perle efterfulgt af en trepunktssvirvel. Dit forfang skal bestå af 2-3 meter fluorocarbon. I enden sætter du en lille krog. Enkeltkrog eller trekrog, begge dele virker. På linen sætter du nu 3 små splithagl med 30 cm mellemrum, startende 30 cm fra krogen. De sørger for at tynge din PowerBait ned i vandet. Jo tungere splithagl, jo dybere kommer du ned.

Bombarda-rig med forfang

Se desuden vores guide: Bombarda-skolen, hvor du kan lære alt fra opsætning, hvilket grej du skal bruge, til hvordan du fisker med bombardaflåd.

Du skal nu sætte din PowerBait på. Vælg en form, der gør at din bait roterer i vandet ved indspinning. Det skaber mest liv, og virker effektivt på Put & Take søens ørreder.

TIP! Brug 2 farver bait, så der opstår et farveskifte ved indspinning.

Fiskeriet forgår nu ved at du kaster ud i vandet, lader det synke lidt ned, inden du påbegynder indspinning. Kør en 4-5 omgange på hjulet, hold pause, 4-5 omgange på hjulet, pause osv. Specielt om vinteren skal det ind i mellem foregå ultra langsomt, mens det i forår og efterår kan gå lidt hurtigere. Prøv dig frem på dagen.

Aktivt PowerBait-fiskeri efter andet flåd
Har du ikke et bombardaflåd, kan du sagtens lave aktivt fiskeri med eks. alm. flåd eller bobleflåd. Princippet er det samme, med den undtagelse at flåddet typisk er fastgjort på linen, hvorfor fiskene mærker mere modstand ved hug.

Pimp dine blink op med PowerBait
Til det aktive fiskeri hører også spinnefiskeri med blink eller gennemløber. Disse kan du prøve at kombinere med et klat PowerBait på krogen. Så får du både egenskaberne for blinket, som du kender det, men samtidigt lægges der også et duftspor.

Form baiten som en haletudse, så den hænger og flagrer efter blinket.

Sådan former du din PowerBait

Det er ikke ligegyldigt, hvordan du former din PowerBait. Som nævnt under Bombarda-afsnittet, kan en form der roterer ved indspinning, være meget effektivt. Det skaber lidt ballade i vandet, og bruger du 2 farver bait, vil din agn lave farveskift og visuel ballade i vandet også. Det kan være ren gift for ørrederne.

Se vores 5 forslag til udformning af din PowerBait til spinnefiskeri.

Øv dig evt. lidt hjemmefra. Godt formet bait giver markant flere fisk.

Hos din grejpusher kan du også købe en PowerBait form. Den fungerer super simpelt. Klem en klump bait på din krog. Put det ind i bait formeren og klem sammen. Bræk det overskydende af, og du er klar til at fiske.

Sommerfiskeri / vinterfiskeri

Vi har nu været igennem nogle af de mest effektive metoder at fiske PowerBait på. Alle metoder kan virke året rundt, men det er dog værd at have for øje at nogle metoder er mere effektive i perioder.

Tommelfingerreglen er at at forår/efterår er fiskene over det hele. Så her kan alle metoder virke, dog er aktivt fiskeri, i min optik, klar mest effektivt. Om vinteren og sommeren går fiskene ofte dybere, og her kan det passive fiskeri være meget effektivt.

Men ingen regler uden undtagelser. Så man er nød til at prøve sig frem på dagen.

Køb PowerBait her

Da PowerBait er yderst populært til fiskeri i Put & Tale, kan du stort set løbe det alle steder, der sælger bare en smule fiskegrej. Bilka fører det, alle fiskegrejsbutikker har det, og ind i mellem kan du også købe det hos fiskesøen. Flere søvejene stiller automater op med salg af fiskegrej. Det involverer næsten altid PowerBait.

Herunder kan du købe PowerBait online. Du kan også klikke ind på vores oversigt over fiskegrejsbutikker i Danmark.

(4,40 - 5 stemmer)
Loading...
0 kommentar
1

Related Posts

Skriv en kommentar

Se vores debatregler