Anmeldelse af “Et liv i fisk” af Gordon P. Henriksen

Artiklen indeholder annoncelinks.

En af Danmarks bedste ambassadører for lystfiskeriet, Gordon P. Henriksen, har udgivet bogen “Et liv i fisk”. Bogen er en hyldest til lystfiskeriet, og giver dig med garanti lyst til at tage på fisketur.

Et liv i fisk af Gordon P. HenriksenDe fleste der har bare en lille smule interesse for lystfiskeri, er stødt på Gordon P. Henriksen. Han er en af Danmarks bedste og mest synlige ambassadører for lystfiskeriet, og optræder jævnligt på tv, youtube, i radioen og i diverse lystfiskermagasiner. Han er en fremragende formidler, der virkelig brænder for fiskeriet.

Det var derfor også ventet med spænding, da Gordon oplyste at han snart udkom med en bog om lystfiskeri. Den er landet nu. Og lad mig afsløre med det samme. Den var ventetiden værd!

En anderledes fiskebog

Et liv i fisk er ikke som fiskebøger er flest. Ofte går de helt tæt på en eller flere typer fiskeri, og fortæller om hvordan du kan blive bedre til netop dette fiskeri. Tips, tricks og gode råd til fiskeriet.

Gordons bog går i en helt anden retning. Den fortæller ikke hvordan du skal fiske, men hvorfor du skal fiske. Og det gør den på en meget levende måde, så du slet ikke kan undgå at få lyst til at tage på fisketur. Helst lige når sidste side er læst.

I bogen kommer vi tæt på en række emner. Kammeratskabet og fællesskabet ved lystfiskeri. De mange timer med fordybelse og indre ro, mens man forsøger at lokke fiskene til at hugge. Nørderiet ved at fange en fisk med den flue, man selv lige har bundet. Naturoplevelserne man uundgåeligt får. Og ikke mindst tilberedningen af din fangst.

Det er lige før det er en halv kogebog. Den er spækket med lækre opskrifter, hvor fisk er hovedingrediensen i næsten alle. Opskrifterne beskrives levende, og med opfordring til at lege med opskriften, og samtidigt akkompagneret af flotte billeder, så du bliver helt sulten af at læse opskrifterne.

I det hele taget er den flotte bog fyldt med stemningsfyldte billeder, taget af natur- og madfotografen Columbus Leth.

Bogen tager os også forbi flere forskellige fiskeformer. Street Fishing, Put & Take-fiskeri, havfiskeri og flere af de steder som betyder meget for Gordon. Bl.a. Bornholm og Møn.

Jeg synes at Gordon på fremragende vis, formår at sætte ord og billeder på hvad lystfiskeri er for en størrelse. Hans entusiasme for fiskeriet smitter af på en, og bliver kun større og støre efterhånden som man når gennem siderne.

De 240 sider henvender sig både til nybegyndere og mere erfarne lystfiskere.

“Jeg kan ikke forestille mig et liv uden lystfiskeri”. Det er den første sætning i bogen. Og det er en meget passende opsummering af bogen. Man får virkeligt lyst til at fiske efter at have læst den.

Knæk og bræk derude.

 

(5,00 - 2 stemmer)
Loading...
0 kommentar
0

Related Posts

Skriv en kommentar

Se vores debatregler