Sommeren er ved at være over os, og måske mangler du en god (fiske)bog til sommerferien? Vi har fundet 5 gode fiskebøger du bør overveje at læse.
Ferie er et oplagt tidspunkt til fred og ro, og måske til fordybelse i en god bog. Har du lyst til at få inspiration til dit fiskeri, kan du kaste dig over en af de mange gode bøger om fiskeri.
Vi har her samlet et bud på 5 gode fiskebøger, du kan overveje.
Et liv i fisk – af Gordon P. Henriksen
Vi kommer ikke uden om Gordon P. Henriksens helt nye bog – Et liv i fisk.
Bogen handler ikke om hvordan man fisker, men hvorfor. Den er meget læseværdig, og giver et godt indtryk af de oplevelser der er at hente ved fiskeriet. Lige fra kammeratskabet, de fælles oplevelser til fordybelsen, afstressning og naturoplevelserne.
Den er desuden spækket med flotte billeder og lækre fiskeopskrifter.
Bogen er en hyldest til lystfiskerlivet.
Geddefeber – af Jens Bursell
Hvis du har lyst til at komme i gang med geddefiskeri eller blive klogere på, hvordan man optimerer sit fiskeri efter gedder, kan Geddefeber klart anbefales.
Det er et super værk, der tager dig forbi de fleste ting inden for geddefiskeriet. Flotte billeder, tips og tricks, lige noget for alle gedde-entusiaster.
Den fuldkomne fisker – af Izaak Walton & Charles Cotton
Hvis der findes en bibel inden for lystfiskeriet, må det være Den fuldkomne fisker (The compleat angler). Bogen er en hyldest til lystfiskeriet og naturoplevelserne forbundet dermed.
Den smukt illustrerede bog giver dig ikke et indblik i nyeste grej og teknikker, men er en hyldest til lystfiskerlivet, naturen og livet.
Bogen dateres helt tilbage til 1653, og er en af de mest trykte bøger i engelsk litteraturhistorie.
Fluefiskerens Grundbog – af Steen Ulnits
Fluefiskerens Grundbog er en fantastisk introduktion til fluefiskeriet, og er spækket med information omkring udstyr, metoder og teknikker. Og selvfølgelig en række tips og tricks til fluefiskeriet.
Bogen er perfekt for begyndere, men indeholder også masser af inspiration til garvede fluefiskere.
Atlas Over Danske Ferskvandsfisk – af Henrik Carl m.fl.
Dette fiskeatlas er nok ikke en bog man læser igennem fra start til slut. Men jeg vil nævne den alligevel, for det er et imponerende opslagsværk over danske ferskvandsfisk. Den til dato mest komplette samling.
Den rigt illustrerede bog har grundige afsnit om hver art, hvor du kan blive klogere på kendetegn, udbredelse og biologi. Og hvem ved. Måske finder du inspiration til en ny specialart du ville prøve at fiske efter.